TIDLIGERE UDSTILLINGER - 2023

Differential Growth. Foto Ole Akhøj

Differential Growth. Foto Ole Akhøj

DIFFERENTIAL GROWTH 

Hilda Piazzolla (SE/DK)

9. november - 16. december 2023


Fernisering den 9. november kl. 16-19.

Åbningtale af keramiker og tidligere underviser på Det Kongelige Akademi Martin Bodilsen Kaldahl 


Udstillingens titel, Differential Growth, refererer til et biologisk fænomen i naturen – på dansk ”differentieret vækst” – og betegner en måde, hvorpå organiske systemer udvikler form. Når én del af en celle vokser i en anden hastighed end resten af cellen, vil organismen udvikles i forskellige retninger. På denne måde vil komplekse mønstre, overflader og strukturer vokse frem.


Værkerne i udstillingen er skabt ud fra en digital algoritme, der er programmeret til at lade objektet vokse uden at røre eller krydse sig selv på sin vej. Hilda Piazzolla har påvirket måden, algoritmen fungerer på, ved at justere forskellige parametre og give formerne fysiske afgrænsninger at arbejde op imod. Ud af den keramiske printer vokser varierede former frem, der giver associationer til koraller, hjernebark eller snoede træstammer.


Piazzolla er optaget af den dialog, der opstår, når hun påvirker eller måske ligefrem griber ind i den digitale formgivningsproces i en søgen efter nye udtryk på grænsen mellem det digitale og det taktile, det kontrollerede og det ukontrollerede. Dette kan eksempelvis ses i hendes arbejde med glasur, hvor hun med hånden påfører løbeglasurer, imens printeren arbejder, eller i brændingsprocessen, som påvirker den måde, glasuren smelter og skaber dryplignende former på. 

Hilda Piazzolla (f. 1988) arbejder med en eksperimenterende tilgang til produktionsmetoder og processer med fokus på de materielle udtryk i ler. Hun er interesseret i brugen af additiv fremstilling inden for kunsthåndværk og har de seneste ti år arbejdet med 3D-printet keramik.

Piazzolla blev uddannet i 2017 med en MA fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering. Hun bor og arbejder i København. Efter sin uddannelse har hun vist værker på design- og udstillingssteder i Prag, Reykjavik, Sverige, Shanghai og Milano og på NCECA i Richmond, Virginia. Hun udstillede på Peach Corner i duoudstillingen Loop Works (2021).

Tak til Statens Kunstfond for produktionsstøtte til udstillingen. 

Download pressetekst + billeder

ALKYMISTISK TRÆF Et keramisk møde mellem fortid og nutid.   Ane Fabricius Christiansen, Lisbeth Voigt Durand, Vinni Hedegaard Frederiksen, Karen Kitani Harsbo, Sophus Ejler Jepsen, Annelie Grimwade Olofsson, Lise Seier Petersen, Bente Skjøttgaard, Anne Tophøj.. Foto: Ole Akhøj

ALKYMISTISK TRÆF

Et keramisk møde mellem fortid og nutid.

 

Ane Fabricius Christiansen, Lisbeth Voigt Durand, Vinni Hedegaard Frederiksen, Karen Kitani Harsbo, Sophus Ejler Jepsen, Annelie Grimwade Olofsson, Lise Seier Petersen, Bente Skjøttgaard, Anne Tophøj.. Foto: Ole Akhøj

  • 1

    ALKYMISTISK TRÆF

    Et keramisk møde mellem fortid og nutid.

     

    Ane Fabricius Christiansen, Lisbeth Voigt Durand, Vinni Hedegaard Frederiksen, Karen Kitani Harsbo, Sophus Ejler Jepsen, Annelie Grimwade Olofsson, Lise Seier Petersen, Bente Skjøttgaard, Anne Tophøj.. Foto: Ole Akhøj

  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10

ALKYMISTISK TRÆF

Et keramisk møde mellem fortid og nutid

5. oktober - 4. november 2023


Fernisering den 5. oktober kl. 16-19

Introduktion af billedkunstner og kunsthistoriker Jan Bäcklund 

Ane Fabricius Christiansen, Lisbeth Voigt Durand, Vinni Hedegaard Frederiksen, Karen Kitani Harsbo, Sophus Ejler Jepsen, Annelie Grimwade Olofsson, Lise Seier Petersen, Bente Skjøttgaard, Anne Tophøj.


ALKYMISTISK TRÆF er et forskningsbaseret projekt og en gruppeudstilling, der tager afsæt i billedhuggeren Niels Hansen Jacobsens (1861-1941) keramiske værker på Vejen Kunstmuseum.


Projektet har været undervejs i et par år, med bl.a. tre afholdte workshops på Vejen Kunstmuseum. Gennem ihærdig søgen efter viden om, hvordan Niels Hansen Jacobsens værker blev til, har de involverede kunstnere ladet sig inspirere og anvendt nye eller genopdagede materialer og metoder i deres egne værker. 


Resultatet af de mange undersøgelser kan ses på en stor gruppeudstilling, som åbnede 10. september på Vejen Kunstmuseum, mens Peach Corner er vært for lancering af bogen om projektet og en satellitudstilling med fokus på et enkelt markant værk fra hver af de deltagende kunstnere.


Udstillingstitlen ALKYMISTISK TRÆF refererer til keramikeres nørdede eksperimenter med kemi og metaller. Under en af workshopperne havde vi fornøjelsen af at høre Jan Bäcklund fortælle om, hvordan keramik faktisk er forbundet med alkymi. 


Stor tak til Vejen Kunstmuseum, museumsdirektør Teresa Nielsen samt øvrige medvirkende og til initiativtagerne til ALKYMISTISK TRÆF, Ane Fabricius Christiansen og Vinni Hedegaard Frederiksen.  


Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Augustinusfonden, A.P. Møller Fonden og Beckett-Fonden.


Om udstillerne:
Ane Fabricius Christiansen (f. 1978) har i Niels Hansen Jacobsens fodspor eksperimenteret med lokalt fundne materialer såsom ler fra Skibelund og metal fra Uldalls Jernstøberi i Vejen m.m. Ane Fabricius’ værker rummer et univers af nuancer af farver og stofligheder, som spænder fra blanke glasurer til boblende grove masser. Hvad der umiddelbart ligner skødesløs brug af materialer, er nøje tilrettelagt – en leg med tyngdekraften og materialernes smeltepunkter og et forsøg på at balancere det styrede og det ukontrollerede i en og samme abstrakte form. 


Lisbeth Voigt Durand (f. 1946) har ved kemiske udregninger med seger-formler fremstillet et væld af nye glasurprøver på baggrund af analyser af Niels Hansen Jacobsens glasurer. Prøverækkerne tog udgangspunkt i både XRF-målinger foretaget af Arne Jouttijärvi, Heimdal-archaeometry, Hansen Jacobsens notater i gamle regnskabs- og adressebøger samt glasuropskrifter fra hans nabo i Paris, Jean Carriès’ værksted. I Peach Corner viser Lisbeth V. Durand en lille serie af udvalgte drejede cylindre. Målet har været at holde fokus på glasuren, og små nuancer og stoflige variationer opleves tydeligst på enkle og sammenlignelige former.  


Vinni Hedegaard Frederiksen (f. 1975) bruger afstøbninger af sine egne knyttede næver. De reproducerede hænder er glatte og i kontrast til det rå ler, som Vinni har gravet op i Skibelund og Vejen, og de er symbolsk kraftfulde. I udgravningen af Hansen Jacobsens køkkenmødding blev der fundet et kollapset værk, der var sammensmeltet med både ovnsøjler og ovnplade. Vinni Frederiksen aflæser ”uheldet” som kraftfuldt og skulpturelt og som vidne om, at Hansen Jacobsen til tider kæmpede med leret, glasurerne og brændingerne. 


Karen Kitani Harsbo (f. 1963) har taget udgangspunkt i portrætbusten, en genre, som også Hansen Jacobsen arbejdede med.  Skulpturerne, som vises i Peach Corner, refererer til den romerske figur Janus, guden for begyndelser og overgange, som har blikket rettet mod både fortid og fremtid. Her er Janus manifesteret som keramisk skulptur, et medie, der hviler på en enorm kulturel fortid, men fremstillet i fremtidens digitale 3D-print. Materialet er porcelæn, og glasurerne delvist eksperimenter fra workshops på Alkymistisk Træf.


Sophus Ejler Jepsen (f. 1971) viser i Peach Corner keramiske artefakter fra tre såkaldte skyggefortællinger: ”Frankensteins Kop&Bryst”, ”Fiskeren og hans Sjæl i en Flaske” og to fade fra ”Peter Schlemihls Te-selskab”. Skulpturen Skyggen er Niels Hansen Jacobsens hovedværk, og som museets formidler har billedhugger Sophus Ejler Jepsen gennem det seneste par år genfortalt og genfortolket en række kendte ”skyggefortællinger” i ord, musik, maleri og keramik. 


Annelie Grimwade Olofsson (f. 1991) har dyrket det gotiske udtryk i Hansen Jacobsens skulpturelle arbejde. Trolden var med til at give hende en mytologisk indgangsvinkel til projektet. Man kan se elementer af troldens kropsdele i Annelies morfologiske plantevæsener: den gribende klo, rygsøjlen og den særlige måde, hvorpå hun med fingrene har lavet aftryk i leret. Annelie Grimwade har desuden brugt farvende oxider i sine glasurer ud fra XRF-analyserne.


Lise Seier Petersen (f. 1952) har arbejdet med smeltende ler i en del år. Særligt undersøgelser af lertøjslers smeltepunkt og sintringsinterval (spændet fra den temperatur, hvor leret begynder at deformere, til den temperatur, hvor det er flydende). I de flydende former, der opstår, drager Lise Seier paralleller til draperierne i Niels Hansen Jacobsens skulpturelle værker. Objektet til Peach Corner består af en drejet kegle i blå- og rødler, som indvendigt er overtrukket med pibeler. Det er samspillet mellem håndværksbaseret formgivning og fysikkens love, der afgør objektets fremtræden efter brænding. 


Bente Skjøttgaard (f. 1961) har interesseret sig for metalindfatningerne, som Niels Hansen Jacobsen lavede under sin tid i Paris (ca. 1892-1900). På en workshop i Vejen blev der eksperimenteret med støbning af en legering af zink og tin i cire perdue-teknik efter vejledning af guldsmed Boy Johansen fra Aarhus. Da nogle af gipsformerne revnede, og metallet løb ud i sandet, opstod der fine sandstøbte formationer, som Bente Skjøttgaard har forfulgt. I Peach Corner viser hun et værk fra serien Stamtræer, hvor der indgår både sandstøbt tin og en benaske-skumglasur fra et andet forsøg med udgangspunkt i XRF-målingerne.


Anne Tophøj (f. 1960) har ladet sig inspirere af Niels Hansen Jacobsens løse og tilfældige form- og glasurudtryk. Hun har søgt at gribe tilfældighederne og bygge videre på dem, som det ser ud til, at også han gjorde. Der har været gang i dynamiske processer, hvor tingene opstår og udvikler sig undervejs. Anne Tophøj benytter sig af en inddrejningsteknik, som giver en ret høj grad af tilfældighed og forskellighed i formgivningen. Det giver vilde former med en dynamisk, flydende eller glidende karakter.


Download pressemeddelelse + billeder

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Nectar

Jasmin Franko (DK)

17. august - 23. september 2023


Udstillingsintroduktion af Madeleine Kate McGowan


I oldtidens indoeuropæiske sprog og mytologier finder vi nektar beskrevet som en drik guderne benyttede til at opnå udødelighed. Nektaren tiltrækker i sin gyldne, søde, flydende form et utal af forskellige arter og væsner. Den samler et økosystem af bestøvende organismer, som er migreret til kilden for at hvile og lade op. Insekterne ser med det blotte øje ud som små guder med en lystig trang. Denne gensidighed mellem væsen og kilde er et sammenspil, som er sødere end nektaren selv.

Nectar  er Frankos første soloudstilling på Peach Corner. Udstillingen består af et scenarie, der balancerer i et stadie mellem figurativitet og abstraktion; scenariet kan læses som en allegorisk fortælling om migration og om væsnets evne til overlevelse, og ønske om natursymbiose.

Franko har gennem de seneste år arbejdet med hukommelsen som et centralt emne. Hun er interesseret i hvordan vi opbevarer erindringer, lagrer hukommelse, og i hvordan vi som kollektiv enhed glemmer og husker vores fælles historie.

Jasmin Franko (f.1992) undersøger animisme og folkloristisk billedsprog i en global højteknologisk tidsalder. Frankos familie er ungarsk/tysk og irakisk/sudansk og begreber som rødder, tværkulturalitet og migration, er en stor inspirationskilde i hendes praksis. I Frankos værker optræder ler som poetisk virkemiddel, katalysator og kollektiv hukommelse. 

Franko er uddannet fra Kunstakademiets designskole på Bornholm (2021). Hun bor og arbejder i København, og har blandt andet været udstillet på galleriet Andersen’s Contemporary i København, Clay Keramikmuseum, CHART Art Fair og Felix Art Fair.

Tak til Statens Kunstfond for produktionsstøtte til udstillingen. 

Og en særlig tak til Adam Varab.

Download pressemeddelelse + billeder

The Reservoir. Foto af Ole Akhøj

The Reservoir. Foto af Ole Akhøj

The Reservoir. Foto af Ole Akhøj

The Reservoir. Foto af Ole Akhøj

THE RESERVOIR

Petra Dalström (SE)

25. maj – 1. juli 2023


Introduktion til udstillingen af kunsthistoriker og kurator, Malou Solfjeld


Et reservoir er et sted, hvor en flydende masse bliver opbevaret, indtil den overgår til en anden tilstand. Et reservoir er en kontrolleret venten, en opdæmmet vandmasse, der ønsker forløsning.


I udstillingen møder beskueren en række installationer, der på forskellig vis indgår eller har indgået i et kredsløb. Vand i en beholder fordamper i løbet af udstillingsperioden, og et bjerg af kaolin vokser frem. Et halvanden meter højt stearinlys brænder, imens et instrument af kobber måler en uvis tidsenhed. Vanddråber samles og får pludselig en lille vippe til at aktivere lyden af en klokke. 


The Reservoir er en udstilling, der ser på beholderen som en potentiel kilde til bevægelse og undersøger materialer, som indgår i en forandring. Værkerne er hver især resultater af forskellige eksperimenter og balancerer ofte på en hårfin grænse mellem kontrol og kollaps.

Petra Dalström  (f. 1987) er interesseret i, hvordan forskellige materialer bliver påvirket af grundlæggende fænomener som tyngdekraft og tid. Hendes arbejder tager udgangspunkt i observationer af materialers sanselige og fysiske kvaliteter. Ved at inddrage lavteknologiske metoder som termodynamik, kapillærkraft eller overfladespænding opnår hun ofte bevægelse eller udvikling i sine værker.

Dalström er uddannet keramisk formgiver fra KADK Designskolen Bornholm og arbejder primært i Danmark og Norge. Hun har udstillet på bl.a. Mindcraft18 (IT), Crafted Matter (KR), Tag Team Studio (NO), Norsk Billedhoggerforening (NO) og Kunstnernes Efterårsudstilling (DK). Udstillingen på Peach Corner er Dalströms første etablerede soloudstilling i Danmark.


Download pressemeddelelser + billeder

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

There is constantly something happening

Caroline Slotte (FI) og Gitte Jungersen (DK)

13. april - 20. maj 2023

Åbningtale af Pernille Stockmarr, museumsinspektør ved Designmuseum Danmark


På et splitsekund kan et stykke keramik forandres, når det tabes og splintres til skår. Eller det kan slides langsomt; af hænder, der rører, bestik, der ridser, vind og vejr, der fejer hen over overfladen og forvitrer materialet. Enhver genstand er fra det øjeblik, den bliver til, også en begyndende ruin, for lige som der er et “før”, vil der også komme et “efter”. Genstandene vil engang med tiden nedbrydes helt for at indgå i nye fysiske forbindelser.


Caroline Slotte tager udgangspunkt i antikke porcelænstallerkener. Hun sandblæser, sliber og skærer sig ned i materialet og bringer nye poetiske billeder frem fra de velkendte brugsgenstande. I serien Tracing har en sandstorm i miniatureformat blæst hen over genstanden og fjernet lag efter lag af materiale. Et landskab malet i koboltblå, en himmel, en sky, et lille menneske – gradvist eroderer motivet bort og bliver til hvidt støv på værkstedets gulv. Det flade blåmalede motiv forvandles langsomt til noget, der ligner et aftryk eller et røntgenbillede, som om et minde om motivet var sunket ned i fladen og nu langsomt dukker frem som en tredimensionel erindring. På Under Blue Skies står blot nogle få blå skyer tilbage. Skyerne, der ellers var tilføjet som baggrund i randen af det centrale motiv, står nu skarpt frem, men samtidig opstår et omrids af motivets borteroderede elementer – en kirke, et træ, en blomsterbort. Som negative former skimtes de forsvundne områder i porcelænsskærvens hvidhed.

I Gitte Jungersens store glasurflader fornemmes tilblivelse og destruktion som to yderpoler, der er tæt forbundne. Piece #2 og Piece #3 består af forskellige glasurer, som er hældt ud i tykke lag. Oftest er glasuren, selv på en stor skulptur, blot et ganske tyndt lag, men her får glasurerne et format, som spejler kroppens. Glasurfladerne er som en detalje, der er forstørret op, eller et zoom ned i selve stoffet. Alle glasurer er indfarvet med koboltoxyd, som i de forskellige glasurers kemi foldes ud i varierende blå nuancer og teksturer fra det gråblå og boblende lavaagtige til det dybblå og skinnende blanke. Glasuren bliver til, når forskellige mineraler smelter sammen, transformeres og danner noget nyt som følge af brændingens dramatiske, destruktive og opløsende kræfter. Den transformation, der sker i brændingen, fastholdes som et frosset øjeblik af en dynamisk dimension, der dragende fornemmes som en dirrende undertone i det færdige værk. 

Caroline Slotte (f. 1975 i Helsinki, Finland) er uddannet fra Designskolen Kolding (1995-98) og KMD –Fakultet for kunst, musikk og design, Universitetet i Bergen (2001-03). Slotte har derudover en ph.d. i kunstnerisk forskning fra KMD, Universitetet i Bergen (2007-11). I perioden 2017-22 var Caroline Slotte professor i keramisk kunst ved Kunsthøgskolen i Oslo. Udvalgte udstillinger: Ceramics Facing the New, Espoo Museum of Modern Art, 2021; Broken Nature, Museum of Modern Art, New York, 2020-21; Riska & Slotte, Gallery Format, Oslo, 2018; Revive, Remix, Respond, The Frick Pittsburgh, 2018, Visioning Future: Cheongju Craft Biennale, 2017; PAGES, Konsthantverkarna, Stockholm, 2016; My Blue China!, Bernardaud Foundation, Limoges, 2015; Zwinger und Ich, Bomuldsfabrikken Kunsthall, Arendal, 2015; Solo, Kunstnerforbundet, Oslo, 2014; Tenderness, Galleri F15, Moss, 2013; New Blue-and-White, Museum of Fine Arts, Boston, 2013; Making Knowledge, Gustavsbergs Konsthall, Stockholm, 2012; Thing Tang Trash, KODE, Bergen, 2011; Object Factory, Museum of Arts and Design, New York, 2009. Repræsenteret (i udvalg): Museum of Modern Art, New York (US), Museum of Arts and Design, New York (US), Victoria and Albert Museum, London (UK), Musée Ariana, Geneve (CH), National Museum of Scotland (UK), Nasjonalmuseum, Oslo (NO), KODE Art Museums, Bergen (NO), Nationalmuseum, Stockholm (SE), Röhsska Museum, Göteborg (SE), Design Museum, Helsinki (FI)


Gitte Jungersen (f. 1967) er uddannet fra Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi) i 1993. Udvalgte udstillinger: RUIN, solo i Officinet, København, 2022; Bend, Bubble and Shine, Hostler Burrows NY og Los Angeles, 2021; Ceramic Works, A. Petersen, København, 2019; Crafted Matter, Cheongju Crafts Biennale (Korea), 2019; Ceramic Momentum, CLAY Keramikmuseum Danmark, Middelfart, 2019; People Who Pot, MDR Gallery, London, 2019 Mindcraft 18, San Simpliciano, Milano, 2018; Tilstedet, soloudstilling i Bagsværd Kirke, 2017; Ultimate Impact, Rundetårn, København, 2017; Glasur: kemi, masse og myte, Sophienholm, Lyngby, 2017; Fireworks, Gustavsbergs Konsthall, Stockholm, 2016; Zwinger und Ich, Bomuldsfabriken Kunsthal, Arendal, 2015; Setting the Stage, Copenhagen Ceramics, 2012; Thing Tang Trash, KODE Art Museums, Bergen, 2011. Repræsenteret: Musee Ariana, Geneve (CH), Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum (NO), Statens Konstråd, Stockholm (S), Nationalmuseet, Stockholm (S), KODE Art Museums Bergen (NO), Statens Kunstfond (DK), McManus Galleries, Skotland (UK), CLAY Keramikmuseum Danmark (DK), Designmuseum Danmark (DK), Ny Carlsbergfondet. Priser og legater: Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfonds påskønnelseslegat 2020, Ole Haslunds Hæderslegat 2008, Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat 2000.

Download pressemeddelelse + billeder

Out of Pocket 

Kristine Tillge Lund (DK)

23. februar – 1. april 2023

Kurateret i samspil med billedkunstner Owen Armour.

Introduktion af Anne Kølbæk Iversen, forsker og skribent

Forestil dig lyden af en bildør der smækker. Og endnu en. En hel serie af bildøre, der smækker i en uendelighed. Dump, skarp, afdæmpet, høj. En designet lyd. Og så er der stille. Selv stilheden inden i bilen er del af dens design, og markerer den lille pause fra omverdenen, en privat sfære, midt i verdens, byens, trafikkens mylder, som bilreklamerne forsøger at sælge os. Bilen er en vare og et statusobjekt, vi forbruger for at rekonstruere os selv inden for en særlig livsstil, og ikke bare for at opfylde nogenlunde stabile behov. Den er et funktionelt og æstetisk objekt på samme tid – udviklet til at blive kørt i, set på og rørt ved. Bilen er en forlængelse af kroppen, som en rustning der giver overmenneskelige kræfter, så du bliver stærk, tung, urørlig. Ligger der et dilemma i at få adgang til den acceleration, bilen repræsenterer, der så kraftigt overskrider menneskets egen fart, at blive fart?


Med udstillingen Out of Pocket har Kristine Tillge Lund skabt dragende og abstrakte keramiske objekter, der undersøger bilen som designobjekt og fetish. Med en analytisk nysgerrighed er bilen skilt ad, hakket op og delt ud i adskilte elementer. Her er fire døre, støbt over bildøre fra forskellige personbiler fra 1990erne, en reol og to beholdere, isoleret fra hinanden og placeret rundt omkring i rummet. Bilen er en gennemdesignet genstand, hvor designet skal fremstå upåfaldende. Det er først, når det bringes ud af den vante kontekst, at designet selv bliver tydeligt - ikke mindst designets elementer set i forhold til kroppen og som en forlængelse af kroppen. Gennem bilens design, kan man aflæse dimensionerne på den forestillede fører og de sociale forestillinger knyttet til bilens rum. I bilen er kroppen placeret i en låst position, bestemt af andre. Der er ingen andre rum, hvor det design er anvendt eller giver mening.


Bilen er også en modus, et sted og en tilstand. Et objekt man kan begære og et middel til at opnå det begærede. Der er noget erotisk over biler, knyttet til dens former og til fantasier om kraft og fart, om status og om frihed. Tænk på Lolitas road trip med Humbert Humbert i Nabokovs roman, der repræsenterer deres følelse af frihed, men også den forbudte, perverse besættelse, der ikke tillader dem at stå stille, og som bliver et fængsel for dem begge.


Men hvor er bilen henne i udstillingen? De abstrakte og isolerede former spredt ud over rummet er netop adskilte dele, holdt sammen af en idé. Alle objekterne stammer fra indersiden af biler; det man har inden for rækkevidde, når man sidder ved rattet, og på et tidspunkt er fragmenterne blevet samlet op og stanset ud af tiden for at indgå i samlingen.   Opstillingerne skaber skæve associationer. Dørskallerne er sat til tørre i et overdimensioneret opvaskestativ og væggene har fået lommer. Hvad indebærer tanken om en bilvask klaret ved køkkenvasken?  De endeløse fantasier om kvinder og biler – bilen som en kvinde, kvinder på biler - er vendt på vrangen og sat sammen på ny. Den nye fantasi er en anakronisme, eller den er uden for tiden: her mødes farven på en sportsbil fra 1970erne med bildøre fra 90erne og askebægre til den rygende chauffør, ligesom den er fri af bilens form. Herfra kan enkeltdelene plukkes og man kan iklæde sig transformerens rustning, gå ud i ørkenen og rulle vinduet ned, mens man betragter himlen og bilerne der kører forbi.


Anne Kølbæk Iversen 


Kristine Tillge Lund (f. 1973, Frederiksberg) Bor i København og er del af et værksted på Frederiksberg. Uddannet på henholdsvis Designskolen, Bornholm 2001, og gik efter nogle år som udøvende keramiker videre til at tage en MA på Royal College of Art I London fra 2006-08. Har arbejdet som selvstændig keramiker lige siden. Tillge Lund har deltaget i adskillelige gruppe- og seperat udstillinger i ind- og udland, herunder Gustavsberg Konsthall I Sverige, Mindcraft I Milano, Bagsværd Kirke, Copenhagen Ceramics og Toves galleri I København. Hun har desuden modtaget legater fra blandt andet Nationalbankens Jubilæumsfond af 1968 og Statens Kunstfond samt priser fra bl.a. Annie og Otto Johs. Detlefs fond, Ole Haslunds mindefond og Anne Marie Telmànyi født Carl-Nilsens fond til støtte for kvindelige billedkunstnere. Tillge Lund har endvidere været initiativtager på flere større udstillinger og var med til at starte udstillingstedet Stereo Exchange sammen med  billedkunstner Owen Armour.

Download pressemeddelelse + billeder

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

Foto Ole Akhøj

  • 1

    Foto Ole Akhøj

  • 2

    Foto Ole Akhøj

  • 3

    Foto Ole Akhøj

  • 4

    Foto Ole Akhøj

  • 5

    Foto Ole Akhøj

  • 6

    Foto Ole Akhøj

Spatial Collage

Karen Bennicke (DK)

12. januar - 18. februar 2023


Åbningstale af museumsdirektør ved Designmuseum Danmark, adj. professor Anne-Louise Sommer



Velkommen til det nye år i Peach Corner med Karen Bennickes imponerende nye værker fra serien Spatial Collage.


Arkitekturen er Karen Bennickes primære inspirationskilde. I værker, der handler om rumlige forestillinger, er lyset og dermed naturligvis skyggen centrale aktører i en art intuitiv matematisk opbygning af serielle og tematisk forbundne skulpturer. Hun opererer i et felt mellem noget tydeligt og genkendeligt og noget utydeligt, som finder sted mellem det harmoniske og det tilnærmelsesvis kaotiske. Karen Bennicke forsøger at ophæve distancen mellem den logisk konkrete formverden, som vi kender fra det daglige liv, og det ulogiske, ukendte og absurde.


Udstillingens største værk, den monumentale Geometrical Composition fra 2019, er opstået som en parafrase over en plantegning af den fransk-japanske arkitekt Bernard Tschumi. Karen Bennicke har forstørret en detalje og “pustet” den op til tre dimensioner. Den er stor, tung og “brutalistisk”, men dens tydelige lagdelinger tilfører helheden en stor dynamik.


Det sidste par år har Karen Bennicke arbejdet ud fra et bygningsværk skabt af den franske arkitekt og billedhugger Georges Adilon. Bygningen er en specialskole fra 1976 i La Verpillière i Frankrig. Det interessante ved denne bygning er spillet mellem fire forskudte bombastiske elementer, som danner selve den centrale “klods” og udtrykker både tyngde og interferens. Kernen angribes på nærmest insektagtig vis af et spinkelt asymmetrisk trappesystem, en fortolkning, som hun har overført til sit eget billedsprog. Serien, som Karen Bennicke kalder Spatial Collage, omfatter indtil tretten skulpturer, hvoraf de seneste fem bliver vist på udstillingen i Peach Corner. Med disse værker præsenterer hun en serie konkrete rumlige former, der giver adgang til utopiske mentale rum og forestillinger. 


Karen Bennicke
 
(f. 1943, Danmark). Bor og arbejder i Bregentved ved Haslev. Uddannet som pottemager i 1958-1961. Har haft værksted fra 1961, siden 1972 sammen med keramiker og forfatter Peder Rasmussen, først i København og fra 1974 i Bregentved. Karen Bennicke har haft talrige udstillinger i ind- og udland og er repræsenteret på flere museer, blandt andet Designmuseum Danmark, Victoria and Albert Museum i London og Museé des Arts Décoratifs i Paris. Hun har modtaget adskillige legater og priser, herunder den livsvarige hædersydelse fra Statens Kunstfond i 2016 og Thorvald Bindesbøll Medaljen i 2017. 

Download pressemeddelelse + billeder