”Jord og vand forenes til ler. Vi indsamler og bearbejder leret, former det og hærder det med ild. Ved at forme det indbyder vi en vilje til at tage ophold i det, en ånd i lerets indre. Det bliver en viljende ting. Den viljende ting er ikke levende, men er heller ikke død. Den kan ikke tænke eller bevæge sig, men den evner at bevæge menneskers kroppe og tanker. Når vi betragter den, fornemmer vi, hvordan dens vilje rækker ind i vores eget sind, trækker vores blik til sig og sætter vores krop i bevægelse. Med eller uden vores vidende opfylder vi tingens formål, hvad det end måtte være, og den viljende ting får liv gennem vores stemmer, gestik og tanker. Og mens ethvert menneske må falde og ligge på jorden i sødmefuldt forfald på vej ned til violrødderne, lever den viljende ting videre, genfødt i al evighed i hvert eneste møde med et menneske.”
